Workshops om udeskole – fra inspiration til konkret undervisningsudvikling
Hindkjærs Udeskole tilbyder to workshops, der hjælper skoler og lærerteams med at udvikle fagligt funderet, praksisorienteret og virkelighedsnær undervisning. Begge tager udgangspunkt i udeskole som didaktisk tilgang og i mulighederne for at bruge skolens omgivelser som læringsrum.
Workshop 1: Udeskole i praksis – inspirationsworkshop er for skoler, der ønsker inspiration, konkrete undervisningseksempler og praktiske erfaringer med, hvordan udeskole kan integreres i den daglige undervisning.
Workshop 2: Fra fagfornyelse til undervisning – fagrettet udviklingsworkshop er for skoler og lærerteams, der ønsker at arbejde mere målrettet med at udvikle egne undervisningsforløb. Her får lærerne tid, en didaktisk ramme og faglig sparring til at omsætte idéer og faglige mål til konkret undervisning.
Forskellen ligger især i, hvor langt skolen ønsker at gå i udviklingsarbejdet. Den første workshop giver inspiration og redskaber til at komme i gang, mens den anden understøtter udviklingen af konkrete undervisningsforløb, som lærerne kan anvende i deres egen praksis.
Workshop 1
Udeskole i praksis – inspirationsworkshop
Introduktion til fagligt funderet, praksisorienteret og virkelighedsnær undervisning
Målgruppe og formål
Workshoppen henvender sig til skoler og lærerteams, der ønsker inspiration og konkrete redskaber til at inddrage udeskole som en del af den daglige undervisning.
Mange lærere ønsker at arbejde mere med praksisorienteret og virkelighedsnær undervisning, men mangler konkrete idéer til, hvordan skolens omgivelser kan anvendes som læringsrum i forskellige fag. Udeskole forbindes ofte med naturfag eller længere ture væk fra skolen, selvom både skolens område, byrummet, kulturmiljøer og lokale virksomheder rummer muligheder for faglig undervisning.
Formålet er at give deltagerne en praksisnær introduktion til udeskole som didaktisk tilgang og konkrete redskaber til at planlægge undervisning uden for klasseværelset med tydelige faglige mål og sammenhæng til den daglige undervisning.
Workshoppen tager udgangspunkt i fagfornyelsens intentioner om praksisorienteret og virkelighedsnær undervisning og viser, hvordan lærerne kan arbejde med disse intentioner uden at skulle udvikle helt nye undervisningsforløb fra bunden.
Indhold og arbejdsform
Workshoppen gennemføres over tre timer med en vekselvirkning mellem korte faglige oplæg, konkrete undervisningseksempler, praktiske aktiviteter og fælles refleksion.
Introduktion til udeskole som didaktisk tilgang
Deltagerne introduceres til udeskole som en integreret del af den faglige undervisning. Der sættes fokus på sammenhængen mellem faglige mål, valg af læringsmiljø og undervisningens tilrettelæggelse.
Der arbejdes med den didaktiske model Forberede – Undersøge – Bearbejde, som tydeliggør sammenhængen mellem undervisningen inde og ude og viser, hvordan aktiviteter uden for klasseværelset kan indgå i en faglig progression.
Praktiske aktiviteter og undervisningseksempler
Gennem udvalgte aktiviteter på skolens område eller i det umiddelbare nærområde får deltagerne konkrete erfaringer med at anvende omgivelserne som læringsrum.
Aktiviteterne kan eksempelvis tage udgangspunkt i sproglige undersøgelser, matematiske problemstillinger, historiske spor, kommunikation eller andre faglige sammenhænge, hvor omgivelserne bidrager aktivt til undervisningen.
Der arbejdes samtidig med praktiske og didaktiske forhold som klasseledelse, organisering, stilladsering og tidsforbrug.
Fra inspiration til egen undervisning
Afslutningsvis arbejder deltagerne individuelt eller i mindre grupper med at omsætte inspirationen til deres egne fag og elevgrupper.
Med udgangspunkt i en enkel planlægningsskabelon formulerer deltagerne mindst én fagligt begrundet undervisningsidé, hvor undervisningens formål, læringsarena og aktivitet er beskrevet.
Konkret leverance
Skolen får en tre timers inspirationsworkshop med faglige oplæg, konkrete undervisningseksempler og praktiske aktiviteter, der tager udgangspunkt i skolens omgivelser.
Deltagerne får udvalgte aktivitetsforslag og en didaktisk planlægningsskabelon, som kan anvendes i deres videre arbejde med udeskole.
Som en del af workshoppen arbejder deltagerne med at udvikle mindst én undervisningsidé, der kan videreudvikles og afprøves i deres egen undervisning.
Udbytte
For skoleledelsen giver workshoppen mulighed for at sætte fokus på praksisorienteret og virkelighedsnær undervisning og skabe et fælles fagligt udgangspunkt for det videre arbejde med udeskole. Workshoppen kan indgå som en del af en pædagogisk dag eller fungere som første skridt i en mere systematisk udviklingsindsats.
For lærerne giver workshoppen indsigt i, hvordan udeskole kan anvendes i forskellige fag, og hvordan eksisterende undervisningsforløb kan videreudvikles med skolens omgivelser som læringsrum.
Deltagerne får praktiske erfaringer, konkrete undervisningsidéer og didaktiske redskaber, der gør det lettere at planlægge og gennemføre fagligt funderet undervisning uden for klasseværelset.
Rammer og afgrænsning
Varighed: 3 timer.
Antal mødegange: Én workshop.
Deltagere: 10–30 lærere samt eventuelt repræsentanter fra skoleledelsen.
Sted: Workshoppen gennemføres på skolen og i dens umiddelbare nærområde med adgang til et lokale til fælles oplæg og refleksion samt egnede udendørs læringsmiljøer.
Forberedelse: Kort afklarende samtale med skolens kontaktperson om deltagergruppe, faglige ønsker og praktiske forhold samt tilpasning af aktiviteter til skolens omgivelser.
Tilpasning: Workshoppen bygger på et gennemarbejdet grundkoncept, hvor hovedparten af indholdet er fastlagt på forhånd. Der foretages en mindre lokal tilpasning med udgangspunkt i skolens behov, deltagergruppe og tilgængelige læringsmiljøer.
Materialer: Udvalgte undervisningseksempler, aktivitetsforslag og en didaktisk planlægningsskabelon.
Afgrænsning: Workshoppen er et inspirations- og introduktionsforløb. Den omfatter ikke efterfølgende individuel sparring, afprøvning af undervisningsforløb med elever, udvikling af færdige undervisningsforløb eller længerevarende implementeringsstøtte.
Skolen står for lokale, deltagernes tilstedeværelse og de nødvendige praktiske rammer for workshoppen.
Eventuelle ønsker om yderligere workshops, fagrettet udviklingsarbejde eller efterfølgende sparring aftales og prissættes særskilt.
Pris og økonomi
Pris: 8.000 kr.
Prisen omfatter en kort indledende behovsafklaring, forberedelse og lokal tilpasning, gennemførelse af én workshop på tre timer samt de beskrevne kursusmaterialer.
Prisen er baseret på et deltagerantal på 10–30 lærere og en begrænset lokal tilpasning af det eksisterende workshopkoncept.
Ved særlige ønsker til indhold, omfattende lokal tilpasning eller et større deltagerantal udarbejdes et individuelt tilbud.
Transport og kørsel
Transport inden for en kørselsafstand af 25 km fra Hindkjærs Udeskoles virksomhedsadresse er inkluderet i prisen. Ved længere afstande beregnes kørsel efter statens gældende kilometertakst for den del af turen, der overstiger 25 km hver vej.
Eventuelle udgifter til bro, færge og parkering afregnes særskilt efter aftale.
Moms
Ved momsregistrering tillægges moms, hvis ydelsen er momspligtig.
Workshop 2
Fra fagfornyelse til undervisning – fagrettet udviklingsworkshop
Udvikling af fagligt funderede, praksisorienterede og virkelighedsnære undervisningsforløb
Målgruppe og formål
Forløbet henvender sig til skoler og lærerteams, der ønsker at omsætte fagfornyelsens intentioner om praksisorienteret og virkelighedsnær undervisning til konkrete undervisningsforløb med tydelige faglige mål.
Mange lærere har allerede idéer og erfaringer med undervisning uden for klasseværelset, men mangler tid, struktur eller faglig sparring til at videreudvikle dem. Andre har behov for inspiration til at finde relevante læringsmiljøer og aktiviteter, der kan understøtte undervisningen i eksempelvis dansk, sprogfag, musik eller tværfaglige forløb.
Formålet er at give lærerne en fælles didaktisk ramme og mulighed for at udvikle konkrete udeskoleforløb med udgangspunkt i deres eksisterende undervisning, elevgrupper og skolens lokale muligheder.
Forløbet skal understøtte, at lærerne kan omsætte faglige intentioner til gennemarbejdede og realistiske undervisningsforløb, som kan anvendes i den daglige undervisning.
Indhold og arbejdsform
Forløbet gennemføres over 3–6 uger og består af to workshops à tre timer med en mellemliggende arbejdsperiode, hvor lærerne arbejder videre med deres egne undervisningsforløb.
Workshop 1 – Fra faglige mål til undervisningsdesign
Deltagerne introduceres til, hvordan udeskole som didaktisk tilgang kan understøtte praksisorienteret og virkelighedsnær undervisning i deres egne fag.
Med udgangspunkt i relevante faglige mål, eksisterende undervisningsforløb og skolens lokalområde undersøger deltagerne mulighederne for at inddrage omgivelserne som læringsrum.
Der arbejdes med den didaktiske model Forberede – Undersøge – Bearbejde, som skaber sammenhæng mellem undervisningen inde og ude og understøtter en tydelig faglig progression.
Gennem konkrete undervisningseksempler, fælles refleksion og fagrettet udviklingsarbejde påbegynder lærerne planlægningen af deres egne undervisningsforløb.
Der sættes fokus på faglige mål, valg af læringsmiljøer, undervisningsaktiviteter, organisering, klasseledelse, stilladsering og evaluering.
Mellemliggende udviklingsarbejde
Mellem de to workshops arbejder deltagerne selvstændigt eller i deres lærerteams med at videreudvikle undervisningsforløbene.
Arbejdet tager udgangspunkt i en fælles didaktisk planlægningsskabelon, hvor deltagerne beskriver undervisningens faglige mål, aktiviteter, læringsmiljøer og sammenhængen mellem forberedelse, undersøgelser og bearbejdning.
Lærerne kan efter eget valg afprøve udvalgte aktiviteter med deres elever og inddrage erfaringerne i det videre udviklingsarbejde.
Faglig gennemgang af undervisningsforløb
Forud for den anden workshop kan deltagerne samlet indsende op til fire undervisningsforløb til faglig gennemgang hos Hindkjærs Udeskole. De fire forløb udgør det maksimale antal for hele deltagergruppen, uanset hvor mange lærere eller lærerteams der deltager.
De undervisningsforløb, der ønskes gennemgået, skal indsendes senest fem arbejdsdage før workshop 2.
Gennemgangen tager udgangspunkt i forløbenes faglige mål, didaktiske tilrettelæggelse, valg af læringsmiljøer, aktiviteter og sammenhængen mellem undervisningen inde og ude.
Den faglige vurdering danner grundlag for den efterfølgende sparring og videreudvikling på workshop 2.
Hvis skolen ønsker yderligere undervisningsforløb gennemgået og evalueret, kan dette aftales særskilt mod en merpris.
Workshop 2 – Kvalificering og færdiggørelse af undervisningsforløb
På den anden workshop præsenterer deltagerne deres undervisningsforløb og eventuelle erfaringer fra afprøvningen.
Gennem fælles faglig sparring og refleksion arbejder deltagerne med at kvalificere deres forløb med fokus på faglige mål, aktiviteternes relevans, organisering og sammenhængen mellem undervisningen ude og inde.
Der arbejdes med konkrete justeringer og praktiske udfordringer, så undervisningsforløbene bliver realistiske at gennemføre i deltagernes egen undervisningspraksis.
Workshoppen afsluttes med, at deltagerne færdiggør eller udarbejder en plan for de sidste justeringer af deres undervisningsforløb.
Konkret leverance
Skolen får et fagrettet udviklingsforløb bestående af to workshops à tre timer, en mellemliggende arbejdsperiode og faglig sparring på deltagernes undervisningsforløb.
Hvert deltagende lærerteam eller hver individuelt arbejdende lærer arbejder med at udvikle mindst ét gennemarbejdet undervisningsforløb efter en fælles didaktisk skabelon.
Undervisningsforløbene beskriver faglige mål, relevante læringsmiljøer, aktiviteter, organisering, evaluering og sammenhængen mellem undervisningen inde og ude.
Deltagerne får desuden adgang til udvalgte undervisningseksempler, aktivitetsforslag og didaktiske planlægningsredskaber, som kan anvendes i det videre arbejde.
Som en del af leverancen indgår faglig gennemgang af maksimalt fire undervisningsforløb for den samlede deltagergruppe.
Udbytte
For skoleledelsen betyder forløbet, at kompetenceudviklingen ikke alene giver lærerne ny viden og inspiration, men også resulterer i konkrete undervisningsforløb, som kan anvendes og videreudvikles på skolen.
For lærerne giver forløbet tid, struktur og faglig sparring til at omsætte faglige mål og idéer til konkret undervisning. De får mulighed for at udvikle undervisning i fællesskab, undersøge nye didaktiske muligheder og kvalificere deres forløb gennem faglig dialog og eventuel afprøvning.
Forløbet kan samtidig styrke samarbejdet i fag- og årgangsteams og skabe et fælles grundlag for det videre arbejde med udeskole og praksisorienteret undervisning.
Rammer og afgrænsning
Varighed: To workshops à tre timer fordelt over en periode på 3–6 uger.
Antal mødegange: To workshops med en mellemliggende arbejdsperiode.
Deltagere: 6–20 lærere, gerne organiseret i fag- eller årgangsteams.
Sted: Forløbet gennemføres som udgangspunkt på skolen med mulighed for at inddrage relevante læringsmiljøer i skolens nærområde.
Forberedelse: Indledende afklaring med skolens kontaktperson om deltagergruppe, faglige ønsker, klassetrin og lokale muligheder samt faglig forberedelse og tilpasning af de to workshops.
Materialer: Udvalgte undervisningseksempler, aktivitetsforslag og didaktiske planlægningsredskaber, herunder en fælles skabelon til udvikling af undervisningsforløb.
Mellemliggende udviklingsarbejde: Deltagerne har selv ansvaret for at videreudvikle deres undervisningsforløb mellem de to workshops og eventuelt afprøve aktiviteter med egne elever. Skolen afsætter den nødvendige arbejdstid til dette.
Faglig sparring: Forløbet omfatter faglig sparring under begge workshops samt gennemgang af maksimalt fire undervisningsforløb i alt for den samlede deltagergruppe. Forløbene indsendes senest fem arbejdsdage før workshop 2. Gennemgangen danner grundlag for den fælles faglige sparring. Evaluering af yderligere undervisningsforløb aftales og prissættes særskilt.
Tilpasning: Forløbet tilpasses deltagernes fag, klassetrin og skolens lokale muligheder inden for den aftalte ramme.
Afgrænsning: Hindkjærs Udeskole faciliterer udviklingsprocessen og bidrager med didaktisk vejledning og sparring, men udarbejder ikke undervisningsforløbene på lærernes vegne.
Forløbet omfatter ikke efterfølgende individuel vejledning, observation af undervisning, systematisk afprøvning med elever eller længerevarende implementeringsstøtte.
Skolen har ansvaret for den interne koordinering, deltagernes udviklingsarbejde mellem de to workshops og den efterfølgende anvendelse af undervisningsforløbene.
Eventuelle ønsker om yderligere workshops, udvidet sparring eller efterfølgende udviklingsaktiviteter aftales og prissættes særskilt.
Pris og økonomi
Pris: 15.000 kr.
Prisen omfatter indledende behovsafklaring og koordinering, faglig forberedelse og lokal tilpasning, gennemførelse af to workshops à tre timer, faglig sparring under workshopperne, gennemgang af maksimalt fire undervisningsforløb for den samlede deltagergruppe samt de beskrevne undervisningsmaterialer.
Prisen er baseret på et deltagerantal på 6–20 lærere og en aftalt faglig og lokal tilpasning af forløbet.
Ved særlige ønsker til indhold, omfattende lokal tilpasning, et større deltagerantal eller evaluering af yderligere undervisningsforløb udarbejdes et individuelt tilbud.
Transport og kørsel
Transport inden for en kørselsafstand af 25 km fra Hindkjærs Udeskoles virksomhedsadresse er inkluderet i prisen. Ved længere afstande beregnes kørsel efter statens gældende kilometertakst for den del af turen, der overstiger 25 km hver vej.
Eventuelle udgifter til bro, færge og parkering afregnes særskilt efter aftale.
Moms
Ved momsregistrering tillægges moms, hvis ydelsen er momspligtig.
Faglig udtalelse fra Mads Bølling, ph.d.
Anne Hindkjær er en særdeles erfaren og fagligt stærk udeskolelærer med et imponerende repertoire af undervisningsforløb og aktiviteter i både natur- og byrum. Hun har bl.a. en særlig styrke inden for udeskole i udskolingen, hvor der ellers er relativt få gennemarbejdede praksiseksempler og erfaringer at hente inspiration fra.
Det, der især kendetegner Anne, er hendes fagdidaktiske sikkerhed og evne til at omsætte pædagogiske og didaktiske principper til konkret, virkelighedsnær undervisning, der fungerer i skolens hverdag. Det har vi blandt andet haft stor glæde af i forskningsprojektet MOVEOUT, hvor hun har bidraget undervisningsforløb og til workshops for lærere.
Gennem vores mangeårige samarbejde har Anne vist sig som et af de stærke praksisfaglige fyrtårne inden for dansk udeskole. Vi henviser med stor glæde internationale forskere og fagpersoner til hende, når de ønsker at opleve dansk udeskole i praksis. Det gør vi med stor tillid til både hendes faglighed og hendes evne til at formidle den.
Mads Bølling, ph.d.
Forsker og forskningsgruppeleder, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Ekstern lektor, VIA University College



